Kom sikkert i mål med et Kloakeftersyn når du sælger eller køber hus
Som boligsælger er det godt at have styr på din retsstilling i tilfælde af fejl og mangler i kloakinstallationen i det hus, du er ved at sælge. Fra 1. august kan du bestille en kloakeftersynsrapport i den kommende kloakeftersynsordning – KEO. Dermed undgår du at havne i tidskrævende og dyre retssager om regningen for at udbedre skjulte kloakskader i det hus, du er ved at sælge. Du får ro i maven på et tidspunkt, hvor du egentlig bare gerne vil videre i dit liv et nyt sted.
Kloakskader kan koste flere hundrede tusinde kroner
Det sker med jævne mellemrum, at en sag om dårlige kloakker gør livet besværligt for både køber og sælger efter en hushandel. Køber opdager problemet på en regnvejrsdag, hvor kloakkerne ikke fungerer som de skal, eller hvis der pludselig står en rotte i køkkenet.
Ejerskifteforsikringen dækker normalt kun skader på ulovlige kloakker inden for husets sokkel. Men hvis skaden findes udenfor soklen, starter et slagsmål mellem dig og køberen om hvem, der skal betale regningen, der nemt kan løbe op i flere hundrede tusinde plus sagsomkostninger.
Du kan sikre dig med en kloakeftersynsrapport inden hushandlen
Med en kloakeftersynsrapport får du for et beskedent beløb vished for, om kloakken gemmer på ubehagelige overraskelser. Fremlægger du rapporten i forbindelse med hushandlen, slipper du for efterfølgende tidskrævende og dyre kloaksager på et tidspunkt, hvor du egentlig bare gerne vil videre i livet og indrette dit nye hjem.
Hvad er en kloakeftersynsrapport?
Kloakeftersynsrapporten er en rapport på linje med el-synsrapporten – den er bare frivillig. En autoriseret kloakmester med særlig uddannelse i kloakeftersyn kommer ud og foretager TV-inspektion og vurderer tilstanden på kloakinstallationen ”fra køkkenvask til skel” baseret på stikprøvevurderinger forskellige steder i installationen. Du får en rapport, der viser kloakkens tilstand og om installationen er tilstrækkelig rottesikret, klimasikret, lovlig og om den fungerer, som den skal.